Lav ledighed især i Nordjylland - pres for politisk indgreb
De seneste måneder er ledigheden faldet med 12.000 fuldtidspersoner. Faldet ses i alle landsdele - men er størst i Østjylland og Nordjylland.
Rekordlav ledighed
Rekordlav ledighed forstærker krav om flere hænder til arbejdsmarkedet.
Arbejdsgiverne vil have politisk handling nu. Især flere udlændinge står på ønskelisten.
2,8% ledige
Ledigheden skraber endnu en gang bunden - nu er kun 2,8 procent af arbejdsstyrken ledige - det svarer til 78.400 fuldtidspersoner efter et fald på 3200 fra oktober til november.
Presser lønnen op
Og det er godt - men ikke rigtig godt, for de få arbejdsløse lægger pres på lønningerne, og det truer det økonomiske opsving.
De rekordlave sæsonkorrigerede ledighedstal fra Danmarks Statistik fik da også flere arbejdsgiverorganisationer til at forstærke kravet om et indgreb, der kan sikre flere hænder til det trængte arbejdsmarked, hvor virksomhederne ifølge Dansk Industri i andet halvår af 2007 forgæves forsøgte at besætte 66.000 stillinger.
Mere arbejdskraft fra udlandet
Især kravet om at lette virksomhedens muligheder for at ansætte arbejdskraft fra områder uden for EU blev intensiveret.
- Politikerne må handle hurtigt og træffe de nødvendige beslutninger, som kan gøre det lettere for virksomhederne at rekruttere den manglende arbejdskraft i udlandet. Et første skridt er at få vedtaget den plan for international rekruttering, som regeringen lagde frem i oktober 2007, siger chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen i Dansk Arbejdsgiverforening.