Ledige koster nordjyske kommuner dyrt

Udgifterne til de ledige er eksploderet i de fattigste kommuner. Samtidig slipper de rigeste kommuner billigt, skriver Ugebrevet A4.

De rigtig dyre regninger for de ledige ender i stigende grad hos de fattigste kommuner. Samtidig slipper de rigeste kommuner med langt billigere regninger. Det giver en skævvridning, skriver Ugebrevet A4.

Frederikshavn, Læsø og Morsø Kommuner betaler i gennemsnit over 12.000 kroner per indbygger for passiv forsørgelse som kontanthjælp, førtidspension og revalidering. Til sammenligning betaler Allerød Kommune, der ligger i Nordsjælland, kun 4.438 kroner per indbygger.

Den store forskel skyldes især, at borgere på passiv forsørgelse er samlet i mange udkantskommuner. Derudover har krisen været hård for arbejdsmarkedet, og udgifterne er i flere tilfælde steget til over det dobbelte i mange af de kommuner, der i forvejen er dårligt stillet.

Ugebrevet A4 har lavet et interaktivt danmarkskort: Her kan du se, hvor meget din kommune betaler.

De trængte kommuner får kompensation for nogle af deres udgifter. Det er dog langt fra hele regningen, der bliver betalt af staten.

For kontanthjælp får kommunerne dækket fra 30 til 65 procent, og for førtidspension får kommunerne 35 til 100 procent.

- Hvor stort det økonomiske plaster er, afhænger blandt andet af, hvor længe borgeren har fået ydelsen. Kommunerne bliver belønnet, hvis de har mange ledige i arbejdet og straffet, hvis de aktiverer forkert, fortæller Kurt Houlberg, der er kommunalforsker, til Ugebrevet A4.

Indenrigsminister Margrethe Vestager (Rad. V.) forventer, at regeringen ændrer udligningsreformen til næste år.


Seneste nyt

fra Nordjylland