Ledigheden faldt mest i Nordjylland
Foto: Ivan Hansen (arkiv)
I april blev 200 færre nordjyder ledige.
Ledigheden i Nordjylland er nu på niveau med landsgennemsnittet.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort ledighedstal for årets første fire måneder, og tallene viser, at der fra marts til april blev 200 færre ledige nordjyder.
Det betyder, at Nordjylland er den region, hvor ledigheden faldt mest i april, og nu er ledigheden i Nordjylland på niveau med landsgennemsnittet på 6,2 procent.
Spar Nords cheføkonom Jens Nyholm forklarer udviklingen med, at Nordjylland får god hjælp fra vores svenske, norske og tyske naboer, der fortsat klarer sig relativt godt økonomisk, og som derfor har råd til at købe de produkter og services, som nordjyske virksomheder producerer og udbyder.
Jens Nyholm ser imidlertid en stor risiko for, at den nordjyske ledighed kan stige fremadrettet, idet særligt Tysklands økonomi nu også ser ud til at gå ned i gear.
Generelt var ledigheden fra marts til april stort set uændret landet over. Ledigheden steg 0,1 procentpoint i København omegn og i Sydjylland, mens den faldt med lige så meget på Bornholm, i Østjylland og i Nordjylland.
Det er de 25-29-årige, der er hårdest ramt af ledighed.