Legetøjsbutik tilbyder at ombytte gaver fra BR og Toys’R’us

Legekæden i Aars og Støvring tilbyder at ombytte julegaver købt i Fætter BR og Toys’R’us.

Fætter BR og Toys’R’us’ konkurs har været det helt store samtaleemne fredag og lørdag.

Den første gode nyhed for kunderne i Fætter BR og Toys’R’us var, at nu kunne nogle kunder få penge tilbage for deres gavekort, købt efter den 30. november.

En ny god nyhed er nu kommet til de nordjyske kunder.

Legetøjskæden, Legekæden i Aars og Støvring har valgt, at hvis man ikke har nået at bytte julegaver købt i Fætter BR og Toys’R’us, så kan man hele januar ombytte til andet legetøj eller udstede et tilgodebevis i Legekæden i Aars og Støvring.

- Vi gør det fordi, der er en masse mennesker, der er kommet i klemme. Det er lige så meget for at hjælpe dem, siger Claus Kirstein, der er indehaver af Legekæden i Aars.

Selvom de to kæder ikke nødvendigvis fører de samme varer, så er det ikke noget, der bekymrer Claus Kirstein.

- Vi må se, om vi kan sælge, de specialvarer som BR og Toys’R’us har. Resten af det er formentlig noget, vi har på hylderne i forvejen, siger Claus Kirstein.

Det er både Legekæden i Aars og Legekæden i Støvring, som har valgt at hjælpe med at bytte gaverne i januar måned. Claus Kirstein er indehaver af legekæden i Aars, og hans kone Lisette Kirstein er indehaver af legekæden i Støvring.

Legekæden er styret således, at den enkelte indehaver må bestemme, hvordan vedkommende vil styre butikken. Ægteparret valgte derfor, at de gerne ville hjælpe de familier og børn, som er kommet i glemme. Netop hjælpen er det vigtige for dem, for de slår fast, at de ikke gør det her for egen vindings skyld.

- Der ligger ikke noget skjult i det her. Det er ikke for at slå plat på noget. Udgangspunktet er at hjælpe børn til at bytte deres gaver. Det er for børnenes skyld, siger Claus Kirstein.

Skulle det komme så vidt, at en legetøjskæde endnu en gang skulle være tvunget til at dreje nøglen om, så er Claus og Lisette Kirstein igen klar til at slå dørene op.

- Ja, vi er klar til at hjælpe en gang til, hvis vi kan det, siger Claus Kirstein.


Seneste nyt

fra Nordjylland