LIGE NU:

Lene Espersen glæder sig over Ebh-løsning

Lene Espersen glæder sig over, at Nationalbanken og en række pengeinstitutter hjælper Ebh Bank ud af knibe.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) glæder sig i en skriftlig meddelelse over, at Nationalbanken og den øvrige banksektor hjælper Ebh Bank ud af den likviditetskrise, banken befinder sig i.

- Jeg glæder mig over, at det er lykkes at finde en sektorløsning. Nationalbanken og et antal pengeinstitutter har sikret den fornødne likviditet, der gør banken i stand til at fortsætte den nuværende drift, siger hun.

Det har ikke været muligt at spørge ind til, hvor grænsen går for, hvornår Nationalbanken - og dermed staten - skal hjælpe banker i problemer.

Problemerne i Ebh Bank, tidligere Egnsbank Han Herred, blev kendt natten til mandag, hvor banken meddelte, at Nationalbanken og en række pengeinstitutter havde sikret bankens likviditet og dermed den fortsatte drift.
/ritzau/