Lette biler er også meget sikre

Små, lette biler kan være lige så sikre som tunge, viser forskningsprojekt ledet af Aalborg Universitet.

Mens diskussionen om afgiftsslugende, tunge personbiler kører på fuld skrue, så kan forskere fra Aalborg Universitet berette om gyldne resultater af et EU-forskningsprojekt med deltagelse af andre universiteter og førende europæiske bilfabrikker.

Formålet her er at reducere brændstofforbruget på grund af lavere vægt i køretøjerne, og nu skal resultaterne overføres til virkelighed.

Man kan sagtens lave biler, der er lige så sikre som hidtil, men som er 50-100 kilo lettere per styk, konkluderer professor Jesper de Claville Christiansen fra Aalborg Universitet. Her har instituttet for Mekanik og Produktion stået i spidsen for 11 andre partnere i et EU-projekt siden 2008.

- De stigende brændstofpriser og hensynet til miljøet har i forvejen fået bilindustrien til at fokusere meget på vægt. Derfor er det et meget vigtigt gennembrud, at vi i projektet har fundet materialer, som kan reducere en almindelig personbils vægt med 50-100 kilo, siger Jesper de Claville Christiansen.

Han forklarer, at øvelsen blandt forskere og bilproducenter består i, at man - om muligt - kan erstatte stål i kofangere med en form for plast, der er lige så stærkt. Det er lykkedes. Forskerne mener, at det nu er muligt at erstatte de gamle materialer med nye, seje plastmaterialer, der er lige så gode som de gamle.

- Danske virksomheder spiller en meget større rolle i bilindustrien, end de fleste er klar over. Vi har en stor underleverance til bilfabrikkerne i Europa. Derfor er det vigtigt, at erhvervslivet har adgang til den nyeste viden om materialer på dette område, siger Jesper de Claville
Christiansen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland