Ligner slik: Hashlignende stof kan købes lovligt i butikker

Et nyt hashlignende stof vinder frem. Ekspert undrer sig over, at man fuldt lovligt kan køre i bil efter at have indtaget det.

Det ser ud som poser med søde sager, som de hænger på hylderne i butikken Caboon i Aalborg.

Men det er HHC, et haslignende stof, der stiger i popularitet lige nu, og som sælges flere steder i Nordjylland. Helt lovligt.

- Folk køber det helt klart på netshops. Hvis du selv googler HHC-produkter, så kan du falde over mange, mange hjemmesider, hvor du kan få det tilsendt, siger Tore Forsingdal Hardlei, retskemiker på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet.

OM THC OG HHC:

THC står for ’delta-9-tetrahydrocannabinol’ og er det vigtigste euforiserende stof i cannabis. Hvis man bruger cannabismedicin med THC i, skal lægen vurdere, om man må køre bil.

HHC står for Hexahydrocannabinol, og er ifølge ekspert Tore Forsingdal "en tredjedel så potent som THC".

THC står anført som et euforiserende stof i lovbekendtgørelsen, mens HHC ikke er nævnt. Derfor er det fuldt lovligt at køre i bil, efter man har indtaget HHC, ligesom det er fuldt lovligt at sælge.

Kilde: Berlingske og Kræftens Bekæmpelse

En tredjedel så potent

Flere anmeldere på Trustpilot beskriver stoffet med ordene: "Det rammer så hårdt, at jeg har svært ved at tro på, at det ikke indeholder THC", "jeg fik lidt psykedeliske øjeblikke på på HHC, på trods af jeg kun røg 1/3 af jointen" og "ved HHC bliver jeg ikke så super slasket og doven, (men stadigvæk super skæv), som jeg gør med THC".

Men ifølge Tore Forsingdal Hardleier er virkningen ved HHC ikke lige så stærk som ved THC (hash).

- Vi ved ikke endnu, hvilke skader det kan give. Stoffet er omkring en tredjedel så potent som THC, så der er nok bivirkninger ved det, som vi også ser med HHC. Men det er noget, der stadig forskes i, siger han.

Burde ikke kunne køre bil

Det er ikke ulovligt, at køre i bil med HHC i blodet, og det mener Tore Forsingdal er problematisk, fordi stoffet minder så meget om hash. 

Hør Tore Forsingdal fortælle om stoffet her:

Den nedre grænse for, hvornår det er ulovligt at køre med THC (hash) i blodet er tæt på nul, nemlig 0,001 mg. THC pr. kg. blod.

- Man kan argumentere for, at HHC bør være ulovligt at køre bil med, for det ligner jo hash så meget, og her er bagatelgrænsen meget lav. Vi kan godt spore HHC, men det er jo ikke ulovligt og dermed heller ingen sanktioner, hvis man kører bil med det i blodet. Det kan godt undre, siger Tore Forsingdal og fortsætter:

- Jeg ved, at Justitsministeriet er i fuld gang med at kigge på, om reglerne bør laves om.


Seneste nyt

fra Nordjylland