Lille interesse for nye byggegrunde i Mariagerfjord

Den himmerlandske kommune åbnede i dag for salg af nye byggegrunde i Valsgård. Flere borgere var mødt op for at se på de attraktive grunde. De blev dog langt fra revet væk

Syv borgere var mødt op, for at se på nye byggegrunde i Mariagerfjord Kommune. Selvom borgmester H. C. Maarup (Soc.dem) bød velkommen og trak lod blandt interesserede købere om grundene, så blev kun fire ud af i alt 19 grunde solgt.

Niels Christian Andersen fra Byrådssekretariatet er dog ikke nervøs for de resterende grunde.

- Det er dejligt, at have et lille lager af grunde, vi kan tilbyde folk, der ringer. Vi skal nok få dem solgt. Valsgård er en dejlig by. Tæt på fjorden, gode indkøbsmuligheder og skole, siger Niels Christian Andersen.

Lykke Hilfeldt og Henrik Wollesen, der i forvejen bor i Valsgård, var blandt de syv interesserede købere og købte én af de fire grunde solgte.

- Vi kunne simpelthen ikke være i vores gamle hus mere, siger Lykke Hilfeldt.


Seneste nyt

fra Nordjylland