Linnemann øverst på podiet
Foto: Johnny Loix (Arkiv)
Ulrik Linnemann gik fra en halvsløj start til at stå øverst på podiet ved tredje afdeling af europamesterskabet.
Ulrik linnemann og hans team formåede i pinsen at køre deres første sejr hjem i 3. Afdeling af FIA Europamesterskabet i rallycross.
Sejren kom i hus i PS Racing Center i Østrig, men det var ikke prangende hele vejen igennem. I første heat blev Ulrik Linnemann kørt af banen og blev blot noteret som niende hurtigst.
Det blev en smule bedre i andet heat, hvor det blev til en sjetteplads. Og med en tredjeplads i tredje heat, var kvalifikationen til A-finalen en realitet for den nordjyske rallycrosskører.
I finalen satte Ulrik Linnemann al modstand på plads. Det blev til både weekendens hurtigste omgangstid og banerekord i Super1600 klassen, da Linnemann tog sejren i Østrig.
Triumfen betyder, at Ulrik Linnemann nu er på en samlet tredjeplads i europamesterskabet.
Allerede næste weekend går det løs igen, når der køres fjerde afdeling af europamesterskabet i Ungarn.