Livreddersæsonen er i gang

Syv steder i Nordjylland er TrygFondens kystlivreddere fra i dag klar til at holde øje med badegæsterne.

Vejret har i et stykke tid indbudt til at springe i bølgerne langs de nordjyske kyster, og fra i dag bliver der syv steder i Nordjylland holdt ekstra godt øje med badegæsterne.

For TrygFondens kystlivreddere har hejst flaget i livreddertårnene, og livredderne vil frem til 18. august være til stede på strandene.

Et af stederne er på Tornby Strand syd for Hirtshals, hvor en af livredderne er Emil Steenhold. Han fortæller, at der fra i dag bliver overvågning af et stykke af stranden, og at badegæsterne kan komme og få en snak med livredderne om forholdene på stranden, og i det hele taget er livredderne behjælpelige.

- Det kan være alt lige fra, at nogen har skåret sig på en sten til nogen, der er blevet brændt af en brandmand eller nogen, der har problemer i vandet, siger Emil Steenhold.

Forventer en travl sommer

Livredderne har forskelligt udstyr, de kan bruge i forbindelse med opgaven blandt andet en motorbåd og nogle boards, og derudover har de en bil med førstehjælpsudstyr, hvis der opstår problemer længere væk på stranden.

Emil Steenhold forventer, at der bliver nok at se til i løbet af sommeren i modsætning til sidste år, hvor rejserestriktionerne holdt mange udlændinge hjemme.

- Der må rigtig gerne komme mange mennesker på stranden, så er det en god sommer, siger Emil Steenhold, som har følgende gode baderåd:

  • Lær at svømme
  • Gå aldrig alene i vandet
  • Læs vinden og vandet
  • Lær stranden at kende
  • Slip aldrig dine børn af syne
  • Husk at bade mellem flagene, der er sat op på stranden
  • Vær opmærksom på, hvor hurtigt forholdene kan ændre sig

Se video med de gode baderåd:


Seneste nyt

fra Nordjylland