Løbebåndets Le Mans: Anne-Marie slog sin egen rekord!
Webclip på tv2nord.dk
Ultraløberen Anne-Marie Rossen løb for Børnecancerfonden i 24 timer og endte med at slå sin egen danmarksrekord.
I lørdagens udsendelse af TV2/Nord fulgte vi ultraløberen Anne-Marie Rossen i hendes jagt på at slå sin egen rekord i 24 timer på et løbebånd.
Søndag kan vi så fortælle, at hendes mission blev fuldført. Nordjyden nåede op på 185,1 kilometer - 20 kilometer længere end hendes tidligere rekord.
Hun var en af fem ultraløbere rundt i landet, der i et døgn skulle løbe penge ind til Børnecancerfonden. Anne-Marie Rossen var - trods mandlig deltagelse - den af alle løbere, der løb længst.
Men selvom man er en ekstrem ultraløber og godt kan lide de lange distancer, er løbebåndets Le Mans stadig noget af det mest ulidelige, Anne-Marie Rossen nogensinde har prøvet.
Hun gik op på løbebåndet i Shoppen i Aalborg lørdag klokken 11 og stod af båndet igen søndag klokken 11. Hun måtte kun forlade det for at gå på toilettet.
- Det var så fælt. Man er bare det samme sted, og det er bare det samme hele tiden. Jeg var virkelig i krise mellem klokken fire og halv fem i nat. Jeg var så træt, så der blev jeg nødt til at tage en koffeinpille, siger Anne-Marie Rossen, der i løbet af natten gik på toilettet 10 gange, spiste hamburgere og drak cola for at holde energiniveauet oppe.
Heldigvis for Anne-Marie Rossen lykkedes det hende at holde hjem hele døgnet igennem.
- Jeg er sindssygt tilfreds, fordi jeg løb længst af alle ultraløbere. Johnny i Hobro måtte desværre udgå med mavesmerter over natten, siger hun.
Anne-Marie Rossen ligger søndag efter løbet bare på sofaen med benene i luften og god samvittighed til indtagelsen af julens mad.
- Jeg tænker, at jeg aldrig skal gøre det igen - men det ender det jo nok med, slutter hun grinende i telefonen.
I indslaget over artiklen kan I se, hvordan det stod til med Anne-Marie Rossen, da hun havde løbet omkring ni timer.