Logstor leverer tilfredsstillende underskud på 9 millioner
Foto: Jens Bangsbo
Rør-producenten Logstor med hovedsæde i Løgstør skabte i 2014 et underskud på ni millioner. Det er direktøren godt tilfreds med.
Med en omsætning på knap 2 milliarder, en indtjening på 115 millioner og et resultat før skat på -9 millioner er CEO for Logstor Yves Paletta godt tilfreds med virksomhedens 2014-regnskab.
- Vi er godt tilfredse med fremgangen i 2014, hvor vores indsats for at skabe en bedre og bæredygtig forretning allerede har vist gode resultater i form af forbedret drift og øget lønsomhed. Vi vil forbedre vores resultater yderligere i 2015, og vores markeder byder på spændende langsigtede muligheder. Vi er sikre på, at vi er i stand til at udnytte mulighederne ved at investere i innovation og salg samt ved at fastholde fokus på vores kunder og en indstilling om at skabe løbende forbedringer, siger han i en pressemeddelelse.
Indtjeningen steg fra 2013 til 2014 med 69 procent til de omtalte 115 millioner og det er blandt andet fordi en række omstillingsinitiativer forløb, som de skulle og bidrog positivt til forretningen.
- I 2014 har vi taget endnu et væsentligt skridt mod at løfte vores lønsomhed til tidligere tiders niveau med afsæt i de fremskridt, der allerede viste sig i 2013. I 2015 vil vi fortsat fokusere på at kontrollere vores arbejdskapital, nedbringe de finansielle omkostninger og skabe positive pengestrømme, siger økonomidirektør Henning Bejer Beck.
I 2015 vil virksomhedens fokus være på at forbedre produkt- og servicekvaliteten samt på at udvide virksomhedens salgsstyrke mens onkostningerne fortsat nedbringes for at øge lønsomheden.