Lokdam taber igen i retten
Foto: TV2/Nord
Det er okay at et nordsjællandsk slot hedder næsten det samme som et nordjysk slot. Det afgjorde Østre Landsret tirsdag.
En stævning er på vej til det eksklusive hotel- og konferencested "Kokkedal Slot Copenhagen" tæt ved Øresundskysten, skriver Frederiksborg Amts Avis, onsdag.
I går afgjorde Østre Landsret, at der ikke skal udstedes et forbud mod det nordsjællandske hotels brug af navnet, men sagen fortsætter.
- Krænkerne røver vores indtægter og kunder og snylter på det varemærke, der er etableret gennem 25 år. De skal respektere, at det navn er taget. De må ikke krænke en etableret virksomheds navn og rettigheder, siger Gorm Lokdam, der sammen med sin kone, Ann Lokdam, står bag hotelkæden Danske Slotshoteller, der blandt andet tæller Kokkedal Slot i Brovst til Frederiksborg Amtsavis.
Det er de nordjyske slotsejere, som beskylder det nordsjællandske slot for at overtræde deres rettigheder, og som nu vil indlede en varemærkesag mod »Kokkedal Slot Copenhagen«.
Det nordsjællandske luksushotel slog dørene op i 2013, efter af den nuværende ejer, mangemillionær og ejendomsudvikler Michael Goldschmidt, havde bekostet en storstilet renovering af det gamle Kokkedal Slot, som gennem årtier lå misrøgtet hen.
Intern advokat i M. Goldschmidt Holding A/S Claus Vange Mynster er tilfreds med landsrettens afgørelse. Hvad angår den kommende stævning lyder kommentaren:
- Det er jo Lokdams egen beslutning, men vi opfordrer til at overveje et sådant skridt en ekstra gang, siger han til avisen.