Foto: TV2/Nord

Lørdag afholder politiet og hjemmeværnet øvelse

Lørdag vil borgerne i og omkring Aars kunne se politi- og hjemmeværnskøretøjer på vejene. Men der er ingen grund til frygt, for de er blot del af en øvelse.

Politikompagni Himmerland afholder lørdag d. 21. marts øvelse i området omkring Aars.

Som et led i øvelsen vil der være færdselsregulering, og borgerne i og omkring Aars vil kunne spotte hjemmeværnets og politiets køretøjer på vejene.

Øvelsen har til formål at træne hjemmeværnsfolkenes kompetencer i blandt andet færdselsregulering og eftersøgning.

Den vil foregå fra klokken 7 om morgenen til klokken 18 og sker i samarbejde med Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland og Nordjyllands Politi. Der vil derfor være både politifolk fra Nordjyllands Politi samt civilklædte hjemmeværnsfolk i øvelsen.

Øvelsen involverer ikke brug af våben.

"Vi i Hjemmeværnet håber på borgernes forståelse, og vi beklager, hvis der skulle opstå besværligheder i forbindelse med øvelsen," siger Carl Kristensen, kompagnichef i Hærhjemmeværksdistrikt Nordjylland.