Løsladt Serritslevmor er glad og lettet

Den 38-årige Tina Eva Jensen kan torsdag forlade landsretten efter domsafsigelsen. Hun løslades og skal nu bo hos sin ældste søn Martin.

Vestre Landsret stadfæstede torsdag byrettens straf på fire års fængsel til moren i Serritslevsagen. Men hun skal ikke tilbage i fængsel med det samme.

Tina Eva Jensens advokat, Henrik Garlik Jensen, krævede ved domsafsigelsen torsdag den 38-årige Serritslevmor løsladt. Han begrundede det ønske med, at sagen har været en stor belastning for hende, og at det er hårdt for hende at sidde i arrest. Samtidig forklarede han, at en løsladelse vil være gavnlig i forhold til Tina Eva Jensens fremtidige samvær med hendes børn. Det tog retten til efterretning.

Selv om anklageren var uenig i den argumentation, og krævede kvinden varetægtsfængslet, frem til hun skal afsone resten af sin dom, så blev moren torsdag løsladt. Hun har siddet varetægtsfængslet i knap to år og skal senere ind og afsone cirka 10 måneders fængsel.

Tina Eva Jensen er glad og lettet over, at hun nu er løsladt. Hun fortæller til TV2/Nords reporter, at hun glæder sig til at kunne holde jul med sine børn.

Da hun forlod retten torsdag blev hun med glæde modtaget af sin ælste biologiske datter og sin ældste søn Martin, som hun nu skal bo hos.

Den 38-årige mor håber at kunne se rigtigt meget til sine børn, og hun er villig til at samarbejde med Brønderslev Kommune om det.

Om fremtiden siger Tina Eva Jensen, at hun håber, at hun nu kan uddanne sig til Social og Sundhedshjælper, da hun aldrig har haft en uddannelse før. 


Seneste nyt

fra Nordjylland