Losseplads bedraget af sine egne ansatte

 Losseplads bedraget af sine egne ansatte

En leder og to ansatte på en fælleskommunal losseplads er meldt for bedrageri ved at have solgt byggematerialer fra pladsen og stukket pengene i egne lommer.

Tre ansatte på Reno Nords losseplads i Rærup i Nordjylland er bortvist og meldt til politiet for bedrageri.

De tre har over for Reno Nords ledelse erkendt, at de har snydt deres arbejdsgiver for et beløb, som er anslået til 75.000-100.000 kroner.

- Beløbets størrelse afhænger af omfanget og i hvor mange år, det har stået på. Vi formoder, det har fundet sted i flere år, siger Sigvart Sigvartsen (S), der er formand for Reno Nord til Nordjyske Stiftstidende.

Han bekræfter, at den ene af de tre bortviste er lederen af pladsen gennem mere end 15 år, og ifølge avisens oplysninger er de to andre den næstkommanderende samt tillidsmanden.

- Der har verseret rygter, og derfor kaldte vi de ansatte til afhøring én for én med deres fagforening som bisidder, siger Sigvart Sigvartsen.

Den store losseplads får ikke alene penge for at modtage affald, men modtager også byggeaffald, der bliver genbrugt og solgt. Såsom beton, der knuses og sælges som fundering på byggepladser. De bortviste ansatte har solgt materialerne videre uden om Reno Nord ved at lade genbrugsmaterialerne forlade
pladsen uden at blive vejet.

Som modtræk mod fremtidigt snyderi skal der nu installeres tv-overvågning på pladsen.

Reno Nord er fælleskommunalt selskab affaldsselskab, der ejes af en række nordjyske kommuner.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland