Lotteri-millionær viste sig at være død

Den efterlyste vinder af to millioner i Varelotteriet døde kort før han vandt.

Da Skjold Burne i Hjørring i marts kunne fortælle, at en kupon i Varelotteriet købt hos dem var blevet to millioner mere værd og at de efterlyste vinderen, havde man ikke regnet med at skulle opdage, hvad de nu har opdaget. Vinderen er død.

- Vi efterlyste vinderen i medierne og kiggede på den adresse vi havde fået oplyst, men det hus har fået nye ejere. Så ringer jeg til Folkeregisteret og får at vide, at han altså er død kort før kuponen har vundet, fortæller Carsten Frederiksen, der er indehaver af Skjold Burne i Hjørring.

Gennem Skifteretten har han siden fundet frem til vinderens søn, der nu er den retmæssige vinder af de to millioner.

- Han blev noget overrasket. Han havde godt nok tænkt på at få kuponen tjekket, men han har jo haft andet at tænke på, fortæller Carsten Frederiksen.


Seneste nyt

fra Nordjylland