Lucas Andersen er smigret over Ajax-besøg

AaB's Lucas Andersen blev besigtiget af Ajax' Ronald de Boer, da nordjyderne mandag spillede 1-1 mod HB Køge.

Der var prominent besøg i Herfølge, da HB Køge og AaB mandag aften spillede 1-1 i Superligaen.

Ajax Amsterdams ungdomstræner Ronald de Boer havde fundet vej til Danmark for at se på AaB's 17-årige Lucas Andersen, og det smigrer den unge spiller.

- Det er ikke noget, jeg har prøvet før, og det er også lidt sjovt at tænke på bagefter, at sådan en person sidder på lægterne og kigger på en, siger Lucas Andersen til TV2 Sport.

Teenageren var ikke klar over, at tvillingbroren til Ajax' cheftræner, Frank de Boer, var på stadion for at se ham spille.

- Det giver selvfølgelig én nogle overvejelser om, at det måske er lidt mere seriøst, end det hidtil har været, siger Lucas Andersen.

- Men igen er der rigtig mange overvejelser, der skal gøres, både på det personlige plan og det sportslige, siger AaB'eren.

Lucas Andersen har bemærket, hvordan andre unge danskere som Christian Eriksen og Nicolai Boilesen er slået igennem hos Ajax, og han kan godt se sig selv i den hollandske storklub.

- Det er selvfølgelig altid noget, man har drømt om, siger AaB'eren.

Lucas Andersen ærgrer sig til gengæld over, at AaB leverede en middelmådig indsats mod HB Køge.

- Selvfølgelig er der mange ting, jeg gerne ville have gjort meget bedre. Men det er svære betingelser, vi spiller under i dag, siger han.

- HB Køge gør det meget svært for os at komme i gang, og samtidig laver vores hold måske ikke den bedste præstation. Så bliver det også svært at lykkes med de ting, man gerne vil, siger Lucas Andersen til TV2 Sport.


Seneste nyt

fra Nordjylland