Lukningstruet sygehus mødte politikerne

Personale fra Dronninglund Sygehus og medlemmer af regionsrådet mødtes for at diskutere lukning af sygehuset.

Støtteforeningen for Dronninglund Sygehuse havde mandag eftermiddag indkaldt regionsrådspolitikere og ledere fra alle sygehusets afdelinger til møde på Sognegården i Dronninglund. Her fik sygehuspersonalet mulighed for at komme med deres syn på sagen i forhold til det udkast til en ny hospitalsstruktur, som regionen offentliggjorde først på året.

- Det, som personalet fortæller, stemmer rigtig godt overens med den holdning, vi har i SF, så det ændrer ikke en masse, men det bekræfter mig i, at jeg ikke er helt forkert på den, siger Lene Linnemann (Socialistisk Folkeparti) efter mødet.

136 ansatte på byens sygehus står til at miste deres arbejdsplads, hvis Region Nordjyllands plan om en ny hospitalsstruktur bliver til virkelighed. Der var også stor interesse for mandagens møde, hvor afdelingsledere fra sygehuset forholdt sig noget kritisk til regionens beregninger i den plan, der lukker Dronninglund Sygehus.

- Det er jo altid rart at høre fra det personale, der arbejder med tingene; hvad det er for nogle indfaldsvinkler, de har til de problemstillinger, vi rejser, så jeg synes, det har været rigtig lærerigt i dag, siger Asta Skaksen (Venstre)

Regionen regner med, at en lukning af sygehuset og dets 36 sengepladser kan give en årlig besparelse på næsten 25 millioner kroner.

Den nye strukturplan er i offentlig høring indtil den 24. april.


Seneste nyt

fra Nordjylland