Lungetjek på Orskov Yard
Danmarks Lungeforening og Sygehus Vendsyssel tjekker ansatte på Orskov for KOL, de er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark.
International KOL-dag
På den internationale KOL-dag, som i år er onsdag den 14. november, bliver der hvert år i samarbejde med Danmarks Lungeforening, afholdt forskellige arrangementer rundt om i landet. Her inviteres interesserede til at få undersøgt deres lungefunktion.
Lungetjek
I år har lokalforeningen af Danmarks Lungeforening i Region Nordjylland i samarbejde med Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn, for første gang i Danmark valgt at placere KOL-dagen på en større lokal arbejdsplads.
Orskov Yard
Orskov Yards A/S har velvilligt givet mulighed for, at alle ansatte mellem kl. 12.00 og 15.30 kan få målt deres lungefunktion for eventuelt at afsløre en mistanke om KOL.
Lungefunktionsprøve
- De blandt Orskov Yards ansatte, der på KOL-dagen præsterer en lungefunktionsprøve, som tyder på KOL, vil vi opfordre til at henvende sig til deres egen læge til videre undersøgelse, understreger Carl Nielsen, overlæge på Lungemedicinsk Afdeling.
Risikoarbejdspladser
Formålet med undersøgelsen på Orskov Yard er at vurdere, om der er øget forekomst af personer med KOL på "risikoarbejdspladser".
200.000 danskere med KOL
Omkring 200.000 danskere har fået diagnosen KOL, og det anslås, at et tilsvarende antal har sygdommen uden at vide det. KOL er den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark.
Hver dag dør ti danskere af sygdommen.