Lynge Jakobsen: Hamrén som landstræner

AaB's tidligere sportsdirektør vil have Erik Hamrén som dansk landstræner.

Lynge Jakobsen har afløseren klar, hvis Morten Olsen stopper som dansk landstræner. Den tidligere AaB-træner Erik Hamrén vil ifølge Lynge Jakobsen være et glimrende valg.

- Erik er en af de fodboldfolk, jeg sætter rigtig stor pris på at have mødt i min karriere, siger Lynge Jakobsen til tv2.dk.

- Og hvis Morten Olsen ikke vil forlænge sin kontrakt, passer Erik Hamrén på mange leder og kanter til rollen som dansk landstræner. Han kan sagtens være den mand, der skal bygge et nyt dansk landshold op, siger Lynge Jacobsen, der ikke er bange for at skamrose Hamrén, der p.t. er landstræner i Sverige.

- Hamrén er et fantastisk menneske. Han har en god udstråling uden at være popsmart. For det er han ikke. Han er et meget ordentligt menneske, der fylder meget - på den måde en landstræner skal fylde meget. Og det er en væsentlig ting, når vi snakker om landstrænerposten. Der er det vigtigt med format og udstråling. Og det har Erik absolut.

- Han har også helt styr på det faglige - det lærte vi i AaB. Han har en stor tro på tingene, og han ved, hvad han vil. Han flakser ikke i sin tro. Heller ikke når tingene går skidt. Han tør holde fast i det, han tror på. Og han tør stå imod - også når vinden blæser én lige op i smasken, siger Lynge Jakobsen til tv2.dk.

Morten Olsen har endnu ikke officielt besluttet, om han fortsætter som dansk landstræner. Hans kontrakt udløber til sommer.


Seneste nyt

fra Nordjylland