Lynge: Vi tager dialog med fans

Aktionerne i forbindelse med weekendens superligarunde får AaB til at tage møde med egne fans.

Søndagens stilleaktion på Energi Nord Arena, hvor AaB besejrede Lyngby 1-0, var en rolig markering fra klubbens fans, og sportsdirektør Lynge Jakobsen gætter på, at stemningen på stadion vil være helt normal igen ved næste hjemmekamp.

Alligevel vil han tage et møde med klubbens fanklub.

- Vi har aftalt et møde med vores officielle fanklub, for jeg tror, det er vigtigt, at vi hver især fortæller hinanden, hvad vi synes om det her, og så går jeg ud fra, at det var det, siger Lynge Jakobsen.

Aktionerne kommer som følge af, at flere superligaklubber har planer om at droppe udbaneafsnit, fordi det kan medføre ballade og i værste fald kan koste klubberne point og penge.

Det var tæt på at ske i forårets første superligarunde, hvor FC Københavns fans tændte romerlys på AaB's hjemmebane og fik kampen afbrudt midlertidigt.

AaB-sportsdirektøren mener, at man må leve med reaktionerne fra publikum.

- Fans har tiltaget sig en tendens til, at hvis der er noget, de er utilfredse med, så laver de enten en stilleaktion, eller også bliver de væk. Vi må nok leve med, at det sker en gang imellem.

- Jeg er ansat som leder i AaB, og jeg skal tage nogle beslutninger, og det gør jeg efter bedste forudsætning. Når nogen er uenig i det, må jeg leve med det.

- De er utilfredse med beslutningen, og så reagerer de på det. Jeg tror ikke, at det er et behov, der varer ved. Det var et behov, de havde, for at markere et par dage, siger Lynge Jakobson.

Aktionen på Energi Nord Arena fik ingen negative konsekvenser for AaB, vurderer sportsdirektøren.

- Nej, det har ikke haft konsekvenser. Vores spillere leverede en god indsats, og det kan de gøre inde på banen, mens vi som ledelse tager os af det, som foregår uden for banen, og det gør vi også, siger Lynge Jakobsen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland