Må afvise elever

Hver fjerde ansøger til en studieplads på maskinmesteruddannelsen i Frederikshavn får fremover afslag. Besparelser på næste års finanslov rammer hårdt.

Det betyder, at skolen ikke må optage samme antal studerende som i dag. Og det er selv om der ikke er arbejdsløse maskinmestre, og erhvervslivet har brug for flere .

-Det er paradoksalt, vi bliver skåret med det nye kvotesystem, for vi gør lige præcis det, regeringen har sat sig som mål, nemlig at uddanne folk, også i såkaldte yderområder, fra industri til videnssamfund, siger Erik Møller, der er direktør for maskinmesterskolen MARTEC i Frederikshavn.

I Frederikshavn optager maskinmesteruddannelsen i dag studerende til to hold om året. Men fra næste år må skolen ikke have så mange elever, regeringen mener der skal spares, og skolen mister en klasse pr. årgang.

-Det er meget ubehageligt, vi nu skal til at afvise folk, og vi skal ind og vurdere, hvem vi mener, vi har plads til, for vi ved, at i mange tilfælde er alternativet at folk er arbejdsløse og kommer ud i aktiveringsprojekter på dagpenge eller bistandshjælp, siger Erik Møller, som tilføjer, at han mener, maskinmesteruddannelsen er et væsentligt bedre alternativ:

-Vi bliver jo jævnligt ringet op af erhvervslivet, der efterspørger flere maskinmestre, så det virker paradoksalt at spare her.

Situationen er så alvorlig at Maskinmestrenes Foreningen tirsdag havde foretræde for Folketingets Uddannelsesudvalg, for at forklare politikerne, at det er dumt at bremse maskinmesteruddannelsen med kvoter.

Efter mødet var formanden for foreningen positiv.

-Vi er blevet lyttet til, de har spurgt interesseret, og jeg er opmuntret, idet der nu kommer ministre ind i billedet, siger formanden Per Jørgensen.

Den radikale uddannelsesordfører Marianne Jelved vil nu kalde erhvervsministeren i samråd om sagen, som for hende forekommer tåbelig.

-Det er jo tåbeligt at indføre kvoter, når erhvervslivet efterspørger arbejdskraften lige netop på det område, siger Marianne Jelved.

Venstres uddannelsesfører, Anne-Mette Winther Christiansen, er mere forbeholden for at ophæve kvoterne, idet regeringen er bundet af et finanslovsforlig.

-Men der er nogle ting, vi skal have opklaret og have svar på, for noget virker ulogisk, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland