Mads Justesen tager to år mere i Hobro-trøjen
Foto: Hobro IK
Hobro IK forlænger aftalen med midterforsvarer og anfører Mads Justesen i yderligere to år. Dermed vil holdets firebackkæde være intakt forud for den kommende sæson i Alka Superligaen.
Den 196 centimeter høje forsvarsklippe fra Hobro IK, Mads Justesen, har netop indgået en aftale om forlængelse med klubben foreløbigt frem til den 30. juni 2017. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Ved siden af fodbolden arbejder Mads Justesen som gymnasielærer, ligesom han driver et fritidslandbrug. For at skabe en bedre balance mellem fodbolden og det civile liv, tager Mads Justesen orlov fra jobbet på Mariagerfjord Gymnasium i de kommende to år.
- Det er dejligt at få tingene på plads, og jeg og min familie er rigtig glad for den nye aftale, der giver mig mulighed for at øge træningsmængden, uden at det går ud over familielivet. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at tage hul på en ny sæson med Hobro IK i Alka Superligaen, siger 32-årige Mads Justesen.
At aftalen er kommet på plads med klubbens store ikon og kulturbærer vækker også begejstring hos klubbens sportschef.
- Det har været en meget stor prioritet for os at få forlænget aftalen med Mads Justesen, så jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes. Det er meget vigtigt for os at sikre kontinuitet omkring holdet, og Mads har været med i rigtig mange år. Vores firebackkæde er dermed intakt forud for den kommende sæson, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Mads Justesen har spillet ikke færre end 271 kampe på klubbens førstehold. I indeværende sæson i Alka Superligaen har Mads Justesen været på banen i 31 kampe og samtlige 2.790 spilleminutter. En enkelt Superliga-scoring er det også blevet til, da Hobro-anføreren nettede i 3-0 sejren mod FC København i Parken i august måned sidste år.
Mads Justesen sidder over i dagens kamp mod OB grundet karantæne.