To mænd anholdt efter knivdrabet i Jomfru Ane Gade

Nordjyllands Politi i Aalborg anholdt tirsdag to eftersøgte mænd i sagen om drabet på den 21-årige mand, der tidligt lørdag morgen blev dræbt af knivstik i Jomfru Ane Gade i Aalborg

To mænd er blevet anholdt i sagen om drabet på den 21-årige William Lennon fra Århus.

De anholdte er begge fra Aalborg og menes at have tilknytning til Bandidos, men de er ikke fuldgyldige medlemmer.

Nordjyllands Politi i Aalborg er tilbageholdende med at kommentere anholdelserne.

Mandag blev to mænd fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aalborg, men de blev løsladt. Søndag løslod politiet yderligere syv anholdte i sagen, uden at de var stillet for en dommer.

Den 21-årige William Lennon mistede livet under et masseslagsmål på et diskotek i Aalborgs kendte forlystelsesgade tidligt lørdag morgen. To andre blev alvorligt kvæstede, mens fire fik lettere kvæstelser.

Ifølge politiets efterforskning var der ikke tale om et bandeoprør, men om uoverensstemmelser der pludseligt udviklede sig voldsomt.

Efterforskningen har dog vist, at nogle af de implicerede i slagsmålet - en gruppe indvandrere fra København - samme aften havde været til fest i Bandidos' klubhus i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland