To mænd anholdt få dage efter indbrud
Foto: Anderst Hestbek
To rumænske mænd brød ind i et byggemarked i Hune og stjal dyrt værktøj. Nu er de anholdt i omkring Skive, mistænkt for indbrud.
To rumænske mænd brød ind i et byggemarked i Hune og stjal dyrt værktøj. Nu er de anholdt i omkring Skive, mistænkt for indbrud.
Et samarbejde på tværs mellem politikredsene i Nordjylland og Midt-Vest har ført til en hurtig anholdelse af to mænd, der nu er varetægsfængslet og sigtet for omfattende indbrud.
Indbruddet skete mellem lørdag den 1. februar og mandag den 3. februar, og gerningsmændene brød ind i et byggecenter i Hune i Vendsyssel, mens anholdelsen skete tæt på Skive i Midt og Vestjyllands Politi-kreds.
- De kom ind ved at knuse et tagvindue til byggecentret, hvorfra der blev stjålet håndværktøj til en værdi af 100.000-150.000 kr., siger den ansvarlige for efterforskningen i Nordjyllands Politi, politikommissær Lene Madsen.
Hun oplyser, at den efterforskning, som politiet straks indledte førte dem frem til en mindre by i Skive-området. I Midt- og Vestjyllands Politikreds. Og politiet dér foretog onsdag den 5. februar ransagning af en lejlighed, hvor det viste sig, at kosterne fra indbruddet i Hune befandt sig.
- I lejligheden foretog vores kolleger anholdelse af to mænd fra Rumænien, siger Lene Madsen, der tilføjer, at politiet i forbindelse med efterforskningen blev opmærksom på et grønt område nær gerningsstedet, hvor tyvekosterne i første omgang blev gemt.
- Og derfra blev kosterne fragtet væk i en bil af de formodede gerningsmænd, siger Lene Madsen.
Begge de rumænske mænd på 47 og 32 år blev fremstillet i et grundlovsforhør torsdag i Retten i Hjørring, hvor de blev varetægtsfængslet i tre uger.