To mænd døde under trafikulykke

To mænd dræbt i trafikulykke ved Thisted natten til torsdag.

To mænd blev dræbt ved et trafikuheld ved Østerild Klitplantage, der ligger cirka 15 kilometer nord for Thisted. Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Søren Thorgård.

De to mænd kørte i samme bil på Gl. Aalborgvej. Familien til de to dræbte er endnu ikke underrettet.

Deres bil blev opdaget inde mellem træerne på grund af det tændte lys. Angiveligt kom bilen ud i rabatten, hvorefter den ramte nogle træer og trillede rundt. Men der var ingen vidner til ulykken.

Meldingen om ulykken indløb ved halv et-tiden til Midt- og Vestjyllands Politi, men hvornår den præcist skete, var torsdag morgen ikke klarlagt.

De dræbte er henholdsvis 19 og 18 år.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland