Foto: Per Frank Paulsen

To mænd varetægtsfængslet: Mistænkes for flere biltyverier

Natten til tirsdag anholdte Nordjyllands Politi to udenlandske mænd. De mistænkes for at stå bag flere biltyverier i både Vest- og Nordjylland og er tirsdag varetægtsfængslet i 14 dage.

Klokken 01.17 natten til tirsdag anholdte Nordjyllands Politi to udenlandske mænd.

De to mænd blev anholdt, da de om natten blev standset i en dansk indregistreret bil i Kaas, hvor de havde svært ved at redegøre for deres færden.

Med de mange tyverier fra personbiler, som har fundet sted i løbet af sidste uge, i baghovedet besluttede betjentene sig for at ransage køretøjet, hvilket gav pote.

I bilen fandt politifolkene flere remedier til at foretage indbrud og tyveri fra biler.

- Vi efterforsker nu sagen intensivt, og det er klart, at vi efterforsker i retning af, at de kriminelle forhold i både Midt- og Vestjylland og i Nordjylland fra sidste uge, er noget, som de anholdte kan have relationer til, siger politikommissær Kenneth Ginnerup, der leder politiets efterforskning, i en pressemeddelelse. 

Sigtet og varetægtsfængslet i 14 dage

Begge mænd blev tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, hvor de blev sigtet for biltyverierne og er blevet varetægtsfængslet i 14 dage. Det fortæller anklager Anders Koukoumis. 

- Politiet skal nu kortlægge gerningsstederne, efter de har fundet en række tyvekoster hos de mænd. Politiet arbejder ud fra, at alle tingene er stjålet fra biler, siger Anders Koukoumis.

På grund af politiets videre efterforskninger er det endnu ikke fastlagt, hvornår de to mænd skal for retten, oplyser anklageren. Strafferammen for tyveri er op til halvandet års fængsel. 

De to mænd er henholdsvis 33 og 21 år gamle. Varetægtsfængslingen blev ikke kæret til landretten.