Magter ikke at modtage flere jomfruhummere
Hummerfiskerne har haft nok at se til de sidste par uger. Alene på havnen i Skagen er der landet dobbelt så mange jomfruhummere indtil nu i forhold til samme periode sidste år. De kæmpe store mængder af hummere har betydet at en af de største opkøbere - Læsø Fiskeindustri og flere auktioner - nu har meldt ud at de ikke kan tage imod flere hummere
En af de største opkøbere af jomfruhummere har modtaget så mange, at de har måttet sige stop.
Læsø Fiskeindustri har sendt et brev ud til fiskerne, hvor virksomheden skriver, at den ikke kan modtage flere jomfruhummere henover weekenden. Der har været ekstremt mange i nettene i år. Faktisk så mange, at Læsø Fiskeindustri har været fyldt op.
- Nogle dage modtog vi lige så mange hummere på en dag, som vi plejer på en uge, fortæller Søren Larsen, der er direktør hos Læsø Fiskeindustri.
De mange hummere har også betydet, at prisen på jomfruhummer er faldet. Derfor giver en lille pause også god mening for fiskerne.
- De har måske taget den konsekvens, at når en af de store opkøbere siger; "vi trænger til en pause", der har fiskerne nok også tænkt, at det gør vi egentlig også. Fordi de er trætte, siger Claus Hjørne Pedersen, som er næstformand i Danmarks Fiskeriforening Kreds Nord.
Der har da også været travlt de sidste par uger. Det har Mathias Christensen også mærket. Han er hummerfisker på en af de store både i Skagen.
- Den er ret presset. Vi står fem mand på dækket og sorterer hele tiden.
Han håber også, at priserne igen vil stige på hummerne.
- Ja, lige i starten tjener man mange penge, men når priserne falder, jo mindre tjener man også, og jo mere arbejder man, siger Mathias Christensen.
I næste uge vil Læsø Fiskeindustri modtage 2500 kg hummer fra hver båd. Derefter vil de se, hvordan det ser ud.
Sidste år fangede de danske fiskere jomfruhummere til en værdi af 189 millioner kroner.