Mand bag tremmer for at påkøre unge
37-årig varetægtsfængslet i tre dage for at have påkørt tre unge i Hobro sidste weekend
En 37-årig mand fra Skiveegnen fik lørdag sin anholdelse opretholdt i tre døgn, efter at han ifølge politiets sigtelse i søndags påkørte tre unge i Hobro og efterfølgende stak af.
Manden blev anholdt fredag eftermiddag og blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag med sigtelser for grov vold og for at stikke af fra ulykkesstedet.
Episoden fandt sted tidligt søndag morgen på Vestergade i Hobro, da manden pludselig råbte fra førersædet i sin stjålne bil, om der var nogen, der havde lyst til at blive kørt ned.
En yngre mand svarede i spøg biltyven, at det kunne han da godt tænke sig, og så satte tyven bilen i bakgear og kørte ind i flokken af mennesker.
En pige brækkede benet ved påkørslen, og de to andre fik flere knubs. Kort efter påkørslen blev bilen, der var stjålet to uger tidligere, fundet et andet sted i Hobro.
Manden er en gammel kending af politiet og var indtil sin anholdelse uden fast bopæl.