Mand dømt for børneporno

En 53-årig mand blev i dag dømt for at have ulovlige billeder og film af mindreårige børn på sin computer.

En 53-årig mand fra Brønderslev-området blev ved Retten i Hjørring tirsdag for tredje gang dømt for at besidde og dele børnepornografiske billeder og film, det skriver nordjyske.dk.

Manden tilstod at han var i besiddelse af mindst 163 filer, som politiet fandt på hans computer ved en ransagning i marts 2012.

Man inddeler den slags i kategorier, hvor kategori 1 er den mildeste. Manden havde blandt andet 7 fotos og 2 videoklip i kategori 3, der omfatter grove, seksuelle overgreb mod mindreårige.

Dommen blev på 60 dages ubetinget fængsel, og manden ønskede ikke at benytte sig af sin ret til 14 dages betænkningstid med hensyn til en eventuel ankesag. Han modtog dommen, skriver nordjyske.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland