Mand dræbt under traktor

En tur i veterantraktor endte fatalt for 61-årig mand fra Himmerland.

En 61-årig mand er blevet dræbt, da han på sin veterantraktor kørte ud over en skrænt og væltede rundt. Ulykken skete i kanten af en skov ved Boltrupvej sydvest for Vester Hornum.

Manden var kørt afsted hjemmefra lørdag eftermiddag og hans hustru var sidst i kontakt med ham omkring kl. 17.00. I løbet af natten har venner og naboer ledt efter den 61-årige, men omkring kl. 4.00 blev Nordjyllands Politi alarmeret.

Politiet havde også rekvireret en helikopter til at deltage i eftersøgningen, men den kom aldrig i luften, for manden blev fundet kl. 5.50 tidligt søndag morgen. Ved ulykken er manden kommet i klemme under traktorens ene hjul, og Politiet skønner, at han må være død på stedet.

Arbejdstilsynet vil nu foretage undersøgelser på stedet i løbet af søndagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland