Mand er uden for livsfare efter knivstik i Kaas
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiet har anholdt to mænd og to kvinder, men ved endnu ikke om manden har stukket sig selv.
En 33-årig mand er mandag morgen ikke længere i livsfare, efter at han søndag aften blev stukket i lysken med en kniv i Kaas ved Pandrup i Nordjylland.
- Vi har fået en melding her til morgen om, at han er stabil og uden for livsfare, siger vagtchef Per Vagn Nielsen ved Nordjyllands Politi til Ritzau.
Politiet fik en melding søndag aften om, at en mand havde skåret sig på en adresse i Kaas.
- Kort efter får vi en ny melding om, at en mand bløder kraftigt, men man kan ikke sige hvorfor, sagde vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck, til Ritzau.
Da ambulance og politi når frem finder man den 33-årige, der er såret af et knivstik i lysken, i et værelse. To mænd, der er til stede i huset er i gang med at give ham førstehjælp.
- Han har ingen puls, da han bliver fundet, men i ambulancen på vej til sygehuset, får man pulsen op igen, fortalte Henrik Beck.
De to mænd og to kvinder, som var i huset er blevet anholdt.
- Der har været noget drikkelag. De er alle fire kraftigt berusede og har foreløbig ikke sagt noget om, hvad der er sket, siger vagtchefen.
- Så vi ved ikke, om han har stukket sig selv, men vi behandler sagen som et drabsforsøg.
Den 33-årige samt en mand og en kvinde var tilsyneladende på besøg hos det par, der bor i huset. Manden har angiveligt fået knivstikket i køkkenet.
- Der er blodspor fra køkkenet til det værelse han bliver fundet i, og vi har fundet den kniv, som blev brugt, gemt af vejen i køkkenet, fortæller Henrik Beck.
Kriminalteknikere er tilkaldt for at undersøge huset og sikre eventuelle spor.