Mand gik på motorvej og blev dræbt nær Vodskov

En 55-årig mand blev natten til tirsdag dræbt, efter han på gåben havde forvildet sig ud på motorvejen i nærheden af Vodskov.

Natten til tirsdag blev en 55-årig mand dræbt, da han på gåben havde forvildet sig ud på motorvejen i nærheden af Vodskov. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Politiet fik kl 01.55 en anmeldelse om, at nogen havde set en mand gående på motorvejen. En hundepatrulje blev efterfølgende sendt til stedet, hvor de gennemsøgte motorvejsstrækningen og de grønne områder i nærheden flere gange uden at finde manden.

Efter cirka en halv time hørte patruljen en påkørsel og konstaterede efterfølgende, at en mand var blevet ramt af en personbil. Patruljen påbegyndte straks livreddende førstehjælp, men mandens liv stod ikke til og redde.

Ingen i den bil, der påkørte manden, kom til skade ved ulykken. De er alle blevet tilbudt psykologhjælp.

Motorvej E45 var en overgang spærret på strækningen mod syd mellem Vodskov og Bouet i forbindelse med ulykken, men er nu genåbnet.


Seneste nyt

fra Nordjylland