Mand i livsfare efter brand i plejebolig

En 73-årig mand er i overhængende livsfare, efter der torsdag aften ved 18.30-tiden opstod en brand i en skraldespand i mandens plejebolig på Ingeborgvej i Frederikshavn.

Den stærkt forbrændte ældre mand er i ambulance med politieskorte blevet bragt til Aalborg Universitetshospital, hvorfra han formentlig bliver fløjet videre med helikopter til brandsårafdelingen på Rigshospitalet i København.

- De nærmere omstændigheder til hvordan branden opstod er endnu ikke helt klarlagt, og det er stadig usikkert hvordan manden kunne blive forbrændt som følge af branden, oplyser vagtchef Åge Pedersen fra Nordjyllands Politi til TV2/NORD.

Det var et automatisk brandmelder-anlæg, der gjorde, at Beredskabskabet i Frederikshavn rykkede ud.

- Vi ankom hurtigt til brandstedet, men ilden var allerede slukket af personalet på plejecentret. De ydede også den helt rigtige førstehjælp, så stor ros til dem, siger indsatsleder Svend Ingvardsen fra Beredskabet i Frederikshavn til TV2/NORD.

Tre ansatte på plejecentre er sendt på sygehuset til observation for røgforgiftning.


Seneste nyt

fra Nordjylland