Mand livsfarligt kvæstet

En 57-årig mand ligger i koma på intensiv afdelingen på Aalborg Sygehus efter han blev livsfarligt kvæstet i en arbejdsulykke på DLG Land og Fritid i Aars.

Kort før klokken 08.30 tirsdag morgen kom en 57-årig mand slemt til skade i en arbejdsulykke på DLG Land og Fritid i Aars. Manden, som er lastbilchauffør, blev fastklemt i en bagsmæk på et køretøj, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg, til TV2/NORD.

Den 57-årige ligger nu på intensiv afdelingen på Aalborg Sygehus, hvor han er lagt i kunstigt koma.

Manden var på vej ind gennem et såkaldt mandehul i bagsmækken, som er beregnet til, at man kan kravle ind og ud i stedet for at åbne og lukke for hele bagsmækken.

Her er han formentlig kommet til at udløse det hydrauliske system, som åbner og lukker for mandehullet. Derved er han blevet fastklemt.

- Han møder ind i morges ved syv-tiden, og først omkring klokken otte finder man ud, at der er noget galt, og så går man over og finder ham fastklemt. Han kan godt have ligget der i op til halvanden time, inden han bliver fundet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

Arbejdstilsynet er på DLG Land og Fritid for at foretage undersøgelser af, hvad der helt præcist er sket. Ligeledes er Nordjyllands Politi til stede og foretage afhøringer.


Seneste nyt

fra Nordjylland