Mand smidt ud af lejlighed efter skud

En 24-årig mand er blevet smidt ud af sin lejlighed, efter at have affyret skud ind igennem væggen til sin nabo.

Skydegal mand sat på gaden
Manden, der i går blev anholdt, efter at have affyret skud med en salonriffel, er nu blevet sat på gade af boligselskabet. Han skød ind i nabolejligheden, hvor der dog ikke var nogen hjemme. Projektilet ramte en lysestage, men kunne have været dræbende, hvis det havde ramt nogen.

Boligselskabet har nu opsagt manden, der har fået tre dage til at forlade lejligheden på Aggersundvej i Aalborg.

- Vi har sendt manden en ophævelsesskrivelse med besked om, at han skal være ude af lejligheden senest på mandag. Er det ikke tilfældet, vil vi bede fogeden gribe ind, siger John Hjelm, forretningsfører for boligforeningen Vanggaarden til P4 Nordjylland.

Boligforeningen har ret til at opsige manden med det korte varsel, fordi han har bragt andres liv i fare.

Det skriver P4 Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland