Mand stukket ned i Hadsund

En ung mand i Hadsund i Nordjylland endte natten til søndag med et knivstik i lænden efter tumult foran et pizzaria. Gerningsmanden er anholdt.

Hadsund, søndag /ritzau/

En 26-årig mand blev natten til søndag ramt af et knivstik i lænden efter et slagsmål i Storegade i Hadsund. Gerningsmanden er en 18-årig mand, som politiet anholdt kort efter hændelsen.

Den 26-årige er indlagt til observation på Hobro Sygehus efter at have mistet en del blod, men ifølge hospitalspersonalet er
han uden for livsfare.

Baggrunden for knivstikkeriet var angiveligt, at den 26-årige og en gruppe venner udtrykte sig nedsættende om den 18-åriges udenlandske herkomst og senere overfaldt ham. I tumulten der fulgte, trak den 18-årige en lommekniv, jog den i siden på den 26-årige og stak af.

Det lykkedes politiet at få fat i
gerningsmanden med hjælp fra hans bror og far, og han fulgte frivilligt med.
Nordjyllands Politi afgør senere søndag om gerningsmanden skal
fremstilles i et grundlovsforhør.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland