Mandatsvig for 1,4 mio.
En ansat ved Frederikshavn Kommune er tiltalt for mandatsvig. Ifølge anklageskriftet har manden bedraget kommunen for 1,4 millioner kroner.
En ansat ved Frederikshavn Kommune er tiltalt for mandatsvig. Ifølge anklageskriftet har manden bedraget kommunen for 1,4 millioner kroner.
Dyre kameraer, kikkerter, computere og dykkerudstyr for 1,4 millioner kroner. En ansat i fritidsforvaltningen i den tidligere Sæby Kommune er tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at købe varer til sig selv på kommunens regning.
Ifølge anklageskriftet begyndte misbruget i 2005 hvor manden købte for 400.000 kroner til sig selv på Sæby Kommunes regning.
Misbruget forsatte i 2007-2009 efter kommunesammenlægningen, hvor den tiltalte angiveligt købte elektronikudstyr for over en million kroner til sig selv for Frederikshavns Kommunes penge.
Manden nægter sig skyldig og fastholder at han har købt tingene til kommunen, men under en ransagning fandt politiet flere af effekterne hos den tiltalte.
I begge tilfælde har manden angiveligt returneret nogle af de købte varer til butikkerne, for herefter at sætte penge ind på sin egen konto.
Ifølge Nordjyllands Politi har mandens chefer skrevet under på indkøbene. Derfor er de indkaldt som vidner. Sagen begynder torsdag ved retten i Hjørring og der falder dom den 19. april.
Manden er ikke længere ansat i Frederikshavn Kommune.
TV2/Nord har tirsdag forsøgt at få en kommentar fra Frederikshavn Kommune om, hvordan en ansat angiveligt kan slippe af sted med et årelangt misbrug af kommunens midler, og hvad kommunen har gjort, for det ikke skal ske igen. Frederikshavn Kommunes kommunaldirektør, Jane Wiis, har ikke ønsket at kommentere sagen.
Mandatsvig har en strafferamme på seks år.