Mange busruter er i fare

Selv om regeringen har lovet at betale for ekstra udgifter til diesel, vil der blive sparet ruter flere steder i landet, for pengene fordeles skævt.

Passagererne må flere steder i landet kigge langt efter bussen i det nye år. Busserne kan se frem til at få sparekniven som følge af en ny dieselafgift.

Aalborg Kommune kommer til at mangle 11 millioner kroner, hvis dieselpengene fordeles gennem bloktilskuddet, som der er lagt op til.

- Jeg håber ikke, vi skal til at lukke ruter, for vi har allerede sparet sidste år på den kollektive trafik. Men jeg frygter, at det kan blive virkeligheden. Hvis ikke fordelingen af pengene ændres, må vi skære på servicen, siger rådmanden for den kollektive trafik, Thomas Kastrup-Larsen (S).

Aalborg Kommune har skrevet til både finansminister Thor Pedersen (V) og Kommunernes Landsforening for at få fordelingen af pengene gjort mere lige. Men indtil videre uden held.

- Det virker ikke gennemtænkt og bør laves om. I en tid med stor trængsel på vejene og klimaudfordringer er der brug for, at vi styrker den kollektive trafik og ikke straffer dem, der har meget kollektiv trafik. Regeringen må tænke sig om og finde en anden løsning, siger den nordjyske socialdemokrat Rasmus Prehn. /ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland