Mangel på øjenlæger giver lange ventetider
Mangel på øjenlæger i Nordjylland kan tvinge patienter til at rejse langt for at få behandling. Hvis Niels Kristian Nielsen fra Hulsig ved Skagen Skagen vil tilses af en øjenlæge inden for de næste to år, kan han blive nød til at rejse næsten 200 km. til Nykøbing-Mors.
Mangel på øjenlæger i Nordjylland kan tvinge patienter til at rejse langt for at få behandling.
Hvis Niels Kristian Nielsen fra Hulsig vil tilses af en øjenlæge inden for de næste to år, kan han blive nød til at rejse næsten 200 kilometer til Nykøbing-Mors.
En rejsetid på omkring fem timer to gange om året kan blive en realitet for Åse Nielsen og manden Niels Kristian Nielsen, der lider af type 2-diabetes. På grund af sygdommen må han gå til undersøgelse hvert halve år.
Da Niels Kristians øjenlæge i Frederikshavn for en god måned siden gik på pension, begyndte parret at lede efter et alternativ.
- Ved andre øjenlæger er der to års ventetid. Der er ingen, der kan komme til øjenlæge heroppe, siger Åse Nielsen.
Hun tog derfor kontakt til Region Nordjylland, der forslog en øjenlæge på Nykøbing-Mors.
- Jeg troede, de tog gas på mig, for jeg kunne ikke forestille mig, at man skulle køre helt til Mors for at komme til en øjenlæge, siger Åse Nielsen.
Men regionen tog ikke gas på hende. Efter at to øjenlæger er gået på pension, er der så lange ventetider, at Niels Kristian Nielsen kan vælge mellem en tur til en øjenlæge på Mors - eller lade en sygeplejerske i Aalborg stå for behandlingen.
- Det er en rigtig kedelig situation, det skal jeg ikke lægge skjul på, og vi har gjort rigtig meget for at skaffe øjenlæger til Vendsysselområdet, men det er rigtig svært, siger Ulla Astman (Soc. dem.), som er formand for regionsrådet.
Regionen forhandler i øjeblikket med de praktiserende speciallæger om blandt andet flere patienter til de eksisterende øjenlæger. Derudover forsøger regionen at besætte de to ledige stillinger.
Åse og Niels Kristian Nielsen har endnu ikke besluttet, hvor næste behandling skal foregå.
Ifølge Danske Øjenlægers Organisation har de to pensionerede øjenlæger stået for 12-16.000 patientbesøg om året.