Mangel på pædagoger: - Det er en alvorlig situation
Manglen på pædagoger nærmer sig et kritisk punkt i flere nordjyske kommuner. Foto: Signe Goldmann / Ritzau Scanpix
Specielt i Aalborg, Rebild og Brønderslev Kommune er det svært at skaffe uddannede pædagoger til de stadigt flere ledige stillinger.
I over en måned har SFO'en i Distrikt Syd i Brønderslev Kommune prøvet at ansætte en ny pædagog til teamet. Men uden held.
- At vi ikke kan få en uddannet pædagog betyder, at de andre pædagoger skal dække ind på det arbejde, jeg mangler en pædagog til, fordi der er pædagogiske opgaver, som vikarer ikke kan løse, siger SFO-leder Jane Dam Mortensen fra Distrikt Syd i Brønderslev Kommune.
I november var der i alt 164 ledige pædagoger, hvoraf de 40 var nyuddannede. Dermed er ledigheden blandt pædagoger i Nordjylland er på sit laveste siden 2010. Værst ser det ud i Aalborg, Rebild og Brønderslev Kommune, hvor Jane Dam Mortensen arbejder.
Hun har derfor slået stillingen op igen i håbet om, at den i denne omgang vil bære frugt.
- Jeg ønsker selvfølgelig at få stillingen besat, så vi ved, hvad vi har med at gøre, og så vi bliver langt bedre i stand til at levere kerneopgaver, siger hun.
VIDEO: SFO-leder Jane Dam Mortensen i Brønderslev Kommune om manglen på pædagoger:
Flere børn i Nordjylland
Manglen på pædagoger skyldes blandt andet minimumsnomeringer og det stigende børnetal i Nordjylland. Det fortæller BUPL, som er pædagogernes fagforening.
BUPL frygter, at man i Nordjylland snart ser de samme tilstande som i Aarhus og København, hvor der ikke er pædagoger til de stillinger, der bliver slået op.
- Det skal være uddannede pædagoger, der udfører det pædagogiske arbejde ude i institutionerne, da uddannede pædagoger er med til at give kvalitet, siger Susanne Højgaard, som er næstformand i BUPL Nordjylland.
Vi bliver nødt til at reagere på den her udfordring, så vi skal kigge på at uddanne flere pædagoger og opkvalificere arbejdskraft, der allerede er beskæftiget i faget.
Thomas Kastrup-Larsen, kommende formand for KKR i Nordjylland
Ifølge hende burde der optages flere pædagoger på uddannelsen, så man kan imødekomme det stigende problem.
- VI forventer, at KKR, Kommunernes Kontaktråd, på deres møde her i februar laver en opdimensionering på pædagoguddannelserne, så der bliver optaget flere pædagoger til uddannelserne, siger Susanne Højgaard.
Flere uddannede pædagoger på vej
Kommuners Kontaktråd, KKR, tager situationen alvorligt og har også problemet øverst på deres dagsorden til næste møde.
- Vi bliver nødt til at reagere på den her udfordring, så vi skal kigge på at uddanne flere pædagoger og opkvalificere arbejdskraft, der allerede er beskæftiget i faget, siger Thomas Kastrup-Larsen. Udover at være socialdemokratisk borgmester i Aalborg Kommune, er han også den kommende formand for KKR i Nordjylland.
I KKR mener de også, at det er vigtigt, at der er uddannet personale ude i institutionerne, som har den rigtige faglige tilgang til børnene.
- Uddannede pædagoger er vejen frem til at kunne leve op til de krav, der er i fremtiden, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Han tror på, at der snart vil blive truffet en beslutning om, hvordan der kan uddannes flere pædagoger i fremtiden, og at man vil se virkningen af det i løbet af tre-fem år.
Håb om flere ansøgninger
I Brønderslev er Jane Dam Mortensen også optimistisk trods behovet for at genopslå stillingen i SFO'en.
- Nu har den ikke været i genopslag i så lang tid, men jeg forventer selvfølgelig, at jeg får en kompetent pædagog ansat lige om lidt, siger hun.