Mariager kan blive Danmarks Smukkeste Købstad
Mariager er blandt de nominerede til prisen som Danmarks Smukkeste Købstad.
15 byer er nominerede til titlen som Danmarks Smukkeste Købstad. Det er Bygningskultur Danmark, der står bag konkurrencen, og alle kan i perioden 6.-20. maj stemme på deres favorit på hjemmesiden www.bygningskultur.dk.
- Når det gælder Danmarks gamle købstæder, er der ikke et modsætningsforhold mellem bevaring og fremskridt, tværtimod. De historiske miljøer er flere steder dynamo for aktivitet og udvikling i samspil med moderne byudvikling og nybyggeri uden for centrum, fortæller Birthe Iuel, Præsident for Bygningskultur Danmark.
Med kåringen af Danmarks Smukkeste Købstad vil Bygningskultur Danmark fremhæve nogle af de byer, der har set potentiale og værdi i at bevare de oprindelige middelaldermiljøer.
En af de byer, der har formået at værne om en stor del af sin kulturarv, er Mariager. De snævre gaderum i middelalderbyen udgør en fin arkitektonisk helhed sammen med brostensbelægningerne og de mange fine bygningsdetaljer.
Udover Mariager er følgende byer nominerede:
Svaneke, Nysted, Præstø, Sorø, Kalundborg, Helsingør, Fredericia, Kerteminde, Faaborg, Ærøskøbing, Ebeltoft, Aabenraa, Ribe og Tønder.
I 2012 kårede Bygningskultur Danmark den smukkeste landsby i landet. Det blev Sønderho på Fanø, der vandt konkurrencen. Ca. 30.000 danskere deltog i afstemningen.