Masseflugt fra landets bybusser
Mens politikerne talerne om at styrke den kollektive trafik, trues busselskaberne i hovedstaden, Århus og Aalborg af sparekniven.
Regeringens erklærede mål, om at flere danskere skal parkere bilen og i stedet benytte kollektiv trafik i de store bysamfund, er slået fejl. Antallet af buspassagerer i hovedstadsområdet er i frit fald, fremgår det af en ny prognose fra busselskabet Movia. Alt peger på, at det vil blive stadig værre de næste år.
Sidste år valgte syv millioner rejsende alene i hovedstadsområdet at trykke stop og stige af bussen. Og ifølge en ny dyster prognose vil en "betydelig del" af de 196 millioner passagerer, der blev tilbage, gøre dem følge næste år. Næste år kan udviklingen endda få ekstra fart, fordi 29 kommuner i hovedstadsområdet samt Århus og Aalborg kan blive tvunget til at skære yderligere i busdriften på grund af en ekstraordinær dieselregning på 100 millioner kroner. Det betyder ifølge Berlingske Tidende, at mange buspassagerer i hovedstadsområdet, Århus og Aalborg fra næste år må spejde forgæves efter busserne eller trippe utålmodigt ved stoppestederne.
Det var mandag ikke muligt at få en kommentar fra trafikminister Carina Christensen (K). Men Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, erkender, at problemet er stort, da busserne også er fødelinje til jernbanen.
- Vi har brug for en større sammenhæng i hele trafikplanlægningen for busser, tog og metro. Venstre overvejer i øjeblikket, hvordan vi får sådan en paraply. Det er noget, vi drøfter med transportministeren, siger han.
Stik imod regeringens intentioner flygter hovedparten af de frafaldne buspassagerer over i biler. Det skader ikke bare miljøet og forværrer travlheden på de i forvejen overfyldte veje - det tvinger også kommunerne til at hvæsse sparekniven og gennemføre yderligere nedskæringer i bustrafikken.
- Det er op ad bakke for bustrafikken. Bilejerskabet stiger, fordi vi bliver rigere, mens bustrafikken falder. Der er skåret i udbuddet, og der har været store prisstigninger på billetter, siger professor ved DTU-Transport på Danmarks Tekniske Universitet Otto Anker Nielsen.
- Pendlere vil kun køre med busser, hvis de kører hurtigt, har mange afgange og har gode korrespondancer med tog, siger Otto Anker Nielsen.
/ritzau/