Masser af plads til landskamp

Med under en uge til landskampen mod Georgien i Aalborg er blot 3500 billetter solgt.

Når landsholdet i næste uge skal slå Georgien i Aalborg som forberedelse til VM-kvalifikationskampen mod Armenien, bliver det nok ikke svært for spillerne at kommunikere på grønsværen.

Onsdag, en uge før kampen, var der blot solgt 3513 billetter til kampen. Og selvom Aalborg Stadion langt fra byder på den samme kapacitet som Parken, vil det stadig betyde, at alle kan få rigeligt plads til store armbevægelser og jubelscener.

Billetter koster op til 195 kroner og kan købes indtil kampstart. Det er til gengæld helt gratis at se landsholdet træne. Det sker 4. juni på Aalborg Stadion.