Masser af regn og lyn over Nordjylland - og mere på vej
Foto: Uffe Weng, Scanpix
Natten til onsdag blev Nordjylland ramt af kraftig regn og tordenvejr, og torsdag kan mere af samme skuffe være på vej.
Gik du i seng tirsdag aften til lyden af kraftig regn og med lyn blitzende uden for dit soveværelsesvindue? Så er du langt fra den eneste, for det meste af Nordjylland fik natten til onsdag masser af vand og masser af torden.
Flest millimeter kom der ved Sulsted, hvor der blev målt 13,6 millimeter vand hen over natten. Men også ved Lendum ved Frederikshavn var vandmålerne på overarbejde. Her kom der 13,3 millimeter, mens man ved Aalborg nåede op på 11,8 millimeter.
Det fortæller seniorklimatolog ved DMI, John Cappelen.
- Nordjylland har fået meget vand, og ved Nørre Snede i Midtjylland målte man 18,4 millimeter. Men der har ikke været tale om skybrud nogen steder i landet, siger John Cappelen.
Til gengæld har der været godt gang i lynene i løbet af tirsdag aften og nat. I alt er der over Danmark og Østersøen blev registreret 336 lynnedslag tirsdag, og i løbet af natten fortsatte det lystigt over Nordjylland, mens de tunge skyer trak længere og længere nordpå.
Skal man tro TV2 Vejret, er det dog ikke gjort med bare ét tordenvejr i denne uge. Ifølge prognoserne ser det ud til, at Nordjylland kan opleve torden igen torsdag, når en ny front skal passere.