Mens feriegæster evakueres, sætter to fly kursen fra Aalborg til Rhodos
Foto: Argyris Mantikos/AP/Ritzau Scanpix
Temperaturerne nærmer sig 45 grader i Grækenland
Udenrigsministeriet opfordrer til, at man følger situationen tæt, hvis man opholder sig tæt på Asklipieio, Kiotari, Lardos og Pilonas.
I Aalborg Lufthavn afgår to fly mod Rhodos søndag.
- Flyene kommer til at gå planmæssigt, som vi kan se det lige nu, siger lufthavnsdirektør, Niels Hemmingsen.
Han understreger dog, at man fra lufthavnens side følger situationen tæt.
- De kunder, som er berørte af skovbrande i de pågældende områder, er i dialog med rejseselskaberne.
Søndag rejser et hold mod det græske klokken 11.15, som egentlig skulle være afgået 09.20.
I aften klokken 18 sætter endnu et fly kursen mod Rhodos.
Tomt fly
Aftenens fly vil dog være tomt.
Jettime oplyser til TV2 Nord, at afgangen i aften mod Rhodos bliver uden passagerer - for at hente nogle af de feriegæster hjem, som befinder sig i de berørte områder.
Ifølge Jettime skulle flere forskellige rejseselskaber have haft gæster med.
Er du på Rhodos?
Befinder du dig lige nu på Rhodos, og har du lyst til at fortælle om, hvordan du oplever brandene?
Så er du meget velkommen til at kontakte TV2 Nord: emfj@tv2nord.dk
Få fra Aalborg
Spies oplyser, at de har 144 gæster fra Aalborg på Rhodos lige nu.
- Langt de fleste er i områder, der ikke er berørt af skovbrand. Vi har haft fem i de berørte områder. Alle berørte er vi i kontakt med og er evakueret. Vi har sendt sms ud og har vores kolleger dernede lokalt på Rhodos, der gør alt hvad de kan for at tage sig af berørte gæster og informere, lyder det i en sms fra Sofie Folden Lund, der er kommunikationschef.
Tusindvis evakueret
Ifølge TV2 er det uvist, præcist hvor mange turister, der er blevet evakueret som følge af skovbrandene, der brød ud tirsdag i et bjergområde i den sydøstlige del af øen og siden har bredt sig.
Lørdag aften oplyste den græske kystvagt ifølge nyhedsbureauet Reuters, at omkring 2000 turister var blevet evakueret fra Rhodos.
Tallet forventes dog at være vokset markant i løbet af natten.
Aflyser afgange
Både TUI, Sunweb Danmark og Apollo i Norge aflyser rejser til Rhodos ifølge TV2.
TV2 Nord har forsøgt at få fat i Spies.
Advarer
Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer til forsigtighed, hvis man opholder sig i berørte områder i Grækenland.
Det drejer sig om områder midt og øst på Rhodos.
- Veje kan være lukkede. Udvis forsigtighed, hvis du opholder dig tæt på Asklipieio, Kiotari, Lardos og Pilonas. Følg de lokale myndigheders anbefalinger. Hold dig opdateret via medierne, myndighederne, dit hotel og rejsebureau.
Skovbrandene på Rhodos har betydet, at de græske myndigheder nu evakurerer folk nær Asklipiio og Kiotari.