MF'er: Nordjylland skal have en hjælpepakke

Det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen efterlyser nu en hjælpepakke til Nordjylland efter det voldsomme skybrud.

Det voldsomme skybrud, der ramte torsdag, efterlader store millionregninger til de nordjyske kommuner. Det vil det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen nu gøre noget ved.

- Der er lodsejere, som ikke kan vende hjem til deres boliger de næste mange måneder - og mange veje og broer er skyllet væk. Derfor bør kommunerne få en hjælpepakke, siger han.

Alene i Hjørring Kommune er 12 vejbroer skyllet væk af vandmasserne. Borgmester Arne Boelt frygter, at oversvømmelserne kommer til at koste kommunen mange millioner kroner.

- Jeg har lige været ude og besigtige nogle af de værst ramte områder i dag. Et forsigtigt bud vil være, at der er ødelagt for omkring 25 millioner kroner.

Derfor mener borgmesteren også, at en hjælpepakke er på sin plads.

- Vi skal selvfølgelig forsøge at klare os selv, men det her skybrud er jo helt specielt. En hjælpepakke skal jo også sørge for, at vi ikke bare reparerer skaderne, men også forebygger, så veje og broer er stærke nok til, at et skybrud rammer næste gang.

Også Enhedslisten er på banen med hjælpeforslag om at oprette en klimatilpasningsfond. Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra økonomi og indenrigsminister Morten Østergaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland