Mie Ø. får endnu en medalje

Danmark vinder bronze i kvindernes 4x50 meter fri ved kortbane-VM i svømning i Qatar.

Skal den danske målsætning på syv VM-medaljer i indfries, skal danskerne hente medaljer i samtlige fem finaler, man er med i søndag, efter som VM's fire første dage blot har udløst to danske medaljer.

Og søndagens finaleafsnit i Doha begyndte godt.

Første finale med dansk deltagelse var kvindernes 4x50 meter fri, og den danske holdkap vandt bronzemedalje i tiden 1.35,48 minutter, hvilket er nordisk rekord.

Den danske kvartet - Mie Ø. Nielsen, Julie Levisen, Jeanette Ottesen og Pernille Blume - blev slået af Holland og USA, men formåede akkurat at holde Italien bag sig i kampen om det sidste trin på medaljeskamlen.

Jeanette Ottesen var første kvinde i bassinet. Hun blevet sparet i indledende heat, men hun erstattede Sarah Bro i finalen, og hun åbnede med en imponerende hurtig tur. De tre andre fulgte flot efter og sørgede altså for VM's tredje danske medalje.

Tidligere vandt Danmark guld i kvindernes 4x50 meter medley, mens Jeanette Ottesen vandt sølv i 50 meter butterfly.

Ottesen svømmer senere søndag finale på den dobbelte distance. Også holdkappen skal i aktion på 4x100 meter medley senere søndag, danskerne var hurtigst af alle i indledende heat på den distance.

Søndagen byder på endnu fire finaler i Hamad Aquatic Centre med dansk deltagelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland