Milliardregning på vej til elkunder
Det bliver markant dyrere at tænde stikkontakten i 2011. Såvel private forbrugere som virksomheder står over for en regning i milliardklassen, lyder meldingen fra flere sider i energisektoren.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Energigiganten Dong Energy advarer ganske opsigtsvækkende om, at den garanterede elpris, som hovedparten af danske husstande benytter, står over for en stigning på 10-15 pct.
Årsagen er katastrofal mangel på vand til norske og svenske vandkraftværker kombineret med et stigende elforbrug i vinterkulden. Men trængslerne forsvinder ikke med forårssolens komme.
Ud over vandmangel mærker elmarkedet i Norden, at industrien er ved at lægge finanskrisen bag sig. Det presser olie-, kul- og gasprisen i vejret, og det rammer elpriserne.
-Efter et par rabatår på grund af finanskrisen ser det ud til, at tingene igen erved at normalisere sig, siger Kristian Gjerløv-Juel, markedschef i Nordjysk Elhandel, til Jyllands-Posten.
Normaliseringen indebærer, at elregningen vokser. Dermed styrer en typisk husstand mod en ekstraregning på 400 kr., mens den samlede regning til Danmarks tre mio. private elkunder løber op i 800 mio. kr.
Erhvervslivets elregning stiger knap 140 mio. kr., hver gang elprisen stiger 1 øre.
Holder markedsforventningerne stik, vil prisstigningerne i værste fald udløse en samlet ekstraregning på 1,1 mia. kr., skriver Jyllands-Posten.
/Ritzau/